Hindeløsning

Hos LilleGro tilbydes hindeløsning som et led i modning til fødsel, enten som særskilt behandling eller i forbindelse med en modnende akupunkturbehandling.

Det er muligt at få foretaget en hindeløsning, hvis du har passeret din terminsdato og baby ligger med hovedet nedad.

En hindeløsning betegnes ikke som et indgreb, men skal alligevel overvejes idet, man blander sig i kroppens naturlige modningsarbejde op til fødslen.

Du er altid velkommen til at kontakte mig for at få en snak om en hindeløsning giver mening for dig i din graviditet.

Hvordan foregår en hindeløsning ?

Hvis du booker tid til hindeløsning udfører jeg først en udvendig undersøgelse af din mave for at vurdere barnets vægt og lejring samt lytter til barnets hjerterytme.

Derefter foretages en indvendig undersøgelse af vagina for at vurdere, om det er muligt at udføre en hindeløsning. Her mærkes efter livmoderhalsen- og livmodermundens placering, konsistens og længde. Ud fra det er det muligt at vurdere om kroppens naturlige modningsproces har afkortet livmoderhalsen og åbnet livmodermunden tilstrækkeligt til, at en hindeløsning kan foretages.

Hvis det er muligt løsnes fosterhinderne fra livmoderens nederste muskulatur ved cirkulære bevægelser. Selve livmoderhalsen masseres samtidig. Det udløser hormonet prostaglandin i kroppen, som er med til at stimulerer livmoderens sammentrækninger.

En hindeløsning kan opleves som let ubehagelig, men har ingen kendte bivirkninger for dig eller dit barn. Efterfølgende kan du opleve let tegnblødning og lidt kraftigere plukkeveer. Hvis kroppen er klar, kan plukkeveerne udvikle sig til regelmæssige veer — ellers aftager de som regel igen.

En hindeløsning kan være et naturligt skridt på vejen mod fødslen, hvis din krop er klar. Jeg tager mig altid god tid til at sikre, at du føler dig tryg og velinformeret hele vejen igennem. Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere, er du altid velkommen til at kontakte mig.

Book tid i dag
Tilbage til alle jordemoderydelser